september 7, 2026

Der er et spørgsmål, der går igen, når kvinder overvejer at tage alene med på et af vores retreats. Ikke nødvendigvis: Kan jeg finde ud af at rejse alene? Men snarere: Vil jeg føle mig tryg?
Det er egentlig interessant, for de to ting er ikke det samme. Man kan sagtens være vant til at rejse og alligevel være usikker på tanken om at tage afsted uden sin partner, veninde eller søster. For når vi rejser sammen med nogen, vi kender, følger der en helt særlig form for tryghed med. Man har nogen at finde gaten sammen med, nogen at spise med og nogen at vende sig mod, når noget ikke går helt som planlagt.
Måske er det derfor, vi så let kommer til at tro, at tryghed nødvendigvis er noget, vi skal tage med hjemmefra. Det tror jeg ikke, det er.
Da jeg begyndte at skabe Body & Mind Retreats, vidste jeg fra starten, at mange af vores gæster ville komme alene. Nogle er singler. Nogle har en partner derhjemme, som ganske enkelt ikke deler drømmen om Maldiverne. Andre har veninder, som meget gerne ville med, men som ikke kan få ferie på samme tidspunkt.
Jeg syntes, det ville være ærgerligt, hvis dét skulle være årsagen til, at man lod en drøm ligge. Til gengæld vidste jeg også, at hvis man rejser alene til den anden side af verden, skal rammerne være i orden. For mig handler tryghed meget mindre om store ord og meget mere om alle de små ting, der gør, at man kan slappe af.
At vide, hvad der sker, når man lander. At transporten videre er arrangeret. At nogen ved, at man kommer. At man har fået informationen på forhånd og ikke selv skal sidde aftenen inden afrejse og forsøge at regne det hele ud.
Og ikke mindst at der er mennesker på destinationen, som jeg kender. Det er en af årsagerne til, at mine lokale relationer på Maldiverne betyder så meget for mig. De er opbygget over tid. Jeg har været ude med de mennesker, vi sejler med. Jeg kender dem, der tager sig af vores gæster, og jeg har selv undersøgt de steder, vi tager ud til.
Det er ikke noget, gæsterne nødvendigvis går rundt og tænker over hver dag på retreatet. Og sådan skal det egentlig være. For når rammerne fungerer, mærker man dem næsten ikke. Man mærker bare, at man ikke behøver være på vagt.
Jeg tror faktisk, det er noget af det, mange kvinder først opdager, når de er kommet afsted. Hvor meget de normalt har styr på. Det er ofte kvinden, der har booket ferien, fundet flyene, undersøgt hotellet, pakket det, alle andre har glemt, og som har styr på, hvornår familien skal stå i lufthavnen.
Det er en rolle, der kan sidde så dybt, at man næsten ikke opdager, at man har den. Og så kommer man til Maldiverne, og pludselig er der en anden, der har tænkt over det.
Båden er arrangeret. Udflugten er planlagt. Der er styr på, hvor vi skal hen. De lokale guider kender området. Og hvis vejret eller forholdene på havet ændrer sig, er der nogen, der tager stilling til det. Det betyder ikke, at man afgiver kontrollen over sin ferie.
Tværtimod. Man får frihed til faktisk at være på ferie. Det er for mig en ret væsentlig del af trygheden.
Det mærker jeg især, når vi skal på vandet. Nogle af vores gæster har snorklet mange gange før og hopper i vandet uden at tænke nærmere over det. Andre har måske aldrig haft en maske på eller har haft en dårlig oplevelse med snorkling tidligere.
Og det kan være sårbart at stå i en gruppe og være den, der er nervøs. Derfor går vi ikke ud fra, at alle bare kan det samme. Vi har snorkelundervisning, og der er tid til at lære udstyret at kende og blive fortrolig med at trække vejret gennem snorklen, inden vi tager ud til revene.
Det er en lille ting på papiret. Men forskellen kan være enorm. For når man føler sig tryg, tør man ofte meget mere. Jeg har set kvinder gå fra at være usikre ved tanken om snorkling til at ligge i Det Indiske Ocean og se en skildpadde svømme under sig.
Ikke fordi nogen pressede dem. Men fordi der var tid og hjælp nok til, at de selv fik lyst til at prøve. Det er den form for tryghed, jeg gerne vil skabe. Ikke en verden, hvor intet er nyt eller udfordrende. Det ville være kedeligt.
Men en ramme, hvor det føles okay at være ny i noget.
Det er måske noget af det fineste ved et retreat. Man kan bruge meget tid hjemme i Danmark på at tænke over, hvordan det bliver at komme alene ind i en gruppe. Hvem skal jeg tale med? Hvem skal jeg spise med? Hvad hvis de andre allerede kender hinanden?
Og så går der ofte meget kort tid, før det spørgsmål mister sin betydning. Man har været på båd sammen. Man har spist sammen. Man har grinet af et eller andet, der skete på dagens udflugt. Man har siddet med vådt hår efter snorkling og fortalt hinanden, hvad man så under vandet.
Fællesskabet opstår ikke, fordi nogen har besluttet, at “nu skal vi skabe fællesskab”. Det opstår, fordi man oplever noget sammen. Samtidig er der plads til at være alene. Det synes jeg er vigtigt.
At rejse alene betyder ikke, at man nødvendigvis ønsker selskab 24 timer i døgnet. Nogle gange er noget af det skønneste netop at kunne tage sin kaffe med ud, sætte sig ved vandet og have en time helt for sig selv.
Forskellen er bare, at man selv vælger alenetiden. Den er ikke blevet påtvunget én, fordi man ikke har nogen at være sammen med.
Jeg tror, vi nogle gange kommer til at opstille et falsk valg. Enten rejser man sammen med nogen og føler sig tryg. Eller også rejser man alene og er fri. Men de to ting kan sagtens eksistere samtidig. På et retreat kan du have friheden ved selv at have valgt rejsen og samtidig vide, at der er mennesker omkring dig.
Du kan tage alene afsted uden at skulle klare alt alene. Og du kan være en del af et fællesskab uden at afgive din selvstændighed. Det er måske også derfor, der kan ske noget undervejs på sådan en rejse. Ikke noget dramatisk.
Bare en stille forskydning. På udrejsen er man måske meget opmærksom på, at man rejser alene. Man tjekker boardingkortet en ekstra gang og mærker den lille spænding i maven, da man sætter sig i flyet. På hjemrejsen tænker man næsten ikke over det.
Man har allerede gjort det. Ikke alene i betydningen jeg havde ikke brug for nogen. Men alene i betydningen: Jeg behøver ikke vente på, at en anden kan tage med, før jeg gør noget, jeg drømmer om. Det synes jeg er en vigtig forskel.
For målet er ikke at blive en kvinde, der aldrig har brug for andre mennesker. Jeg tror faktisk på det modsatte. Vi har brug for hinanden. Men der er noget meget fint i at opdage, at følelsen af tryghed ikke behøver være bundet til én bestemt person, der står ved siden af dig.
Den kan også ligge i de mennesker, du møder. I rammerne omkring dig. I visheden om, at nogen har tænkt sig om på dine vegne. Og efterhånden også lidt mere i dig selv. Så måske er spørgsmålet ikke, om du tør rejse alene.
Måske er spørgsmålet snarere, om du behøver vente på nogen for at tage afsted. Det synes jeg ikke, du gør.
